Brochure


Hent vores brochure her, og læs mere om Maglesøhus og vores tilbud.

Villa Cornelia - ungekollegie



















Villa Cornelia ligger centralt i  Holbæk, tæt på uddannelsesinstitutioner, indkøbsmuligheder, biograf, caféliv, sportsaktiviteter mm. og kun ca. 60 km fra København. Villa Cornelia er målrettet unge, der næsten er klar til at bo for sig selv men samtidig har brug for lidt støtte endnu.


Villaen er et ældre hyggeligt byhus i to plan på ca. 200 kvm, totalt istandsat i stueetagen og på førstesalen, med plads til i alt fire unge i alderen 17-26 år. 


Villa Cornelia indeholder to rummelige værelser på hver etage til de unge, samt køkken, badeværelse og stue.


Til huset er der en mindre, hyggelig gårdhave hvor der kan grilles, hygges, slappes af mm.


Villa Cornelia ligger under 10 min. gang fra stationen med mulighed for at komme hurtigt til København, Slagelse, Roskilde mm. Villa Cornelia har fibernet med wifi.


På Villa Cornelia er pladserne fleksible, hvilket betyder at vi i alt har fire pladser til § 66, stk. 1, nr. 5 og/eller § 107.


Målgruppe


Villa Cornelia er for unge i alderen 17-26 år med psykosociale og/eller psykiatriske problemstillinger, men som nu er nået så langt i livet, at de er klar til at flytte for sig selv, men med begrænset støtte.


Vores unge har ofte diagnoser såsom personlighedsforstyrrelse, tilknytningsforstyrrelse, angst, ADHD, Autisme /Aspergers syndrom og komorbiditet. Vi modtager ikke unge med omfattende spiseforstyrrelse, voldsom udadreagerende adfærd og/eller alkohol eller stofmisbrug.


Ophold på Villa Cornelia


Formålet er at skabe fysiske rammer for unge, der vurderes klar til at bo i rammer med mindre støtte. Villa Cornelia er placeret i et bymiljø, hvor fokus vil være på ADL træning i et omfang, der gør, at de unge mennesker bliver trygge ved at handle ind, gå i butikker, gå i banken, til frisør m.m. på egen hånd.


I forhold til uddannelse og beskæftigelse, vil de unge i Villa Cornelia selv kunne transportere sig til og fra uddannelse og beskæftigelse. Der vil være støtte ift. at indmelde sig i skolen, fastholdelse af uddannelsen og/eller beskæftigelsen. De unge der bor i Villa Cornelia vil have mulighed for at danne selvstændige relationer til andre unge, ligesom der i huset vil være fokus på at ”bo sammen” med andre unge, deri daglige opgaver og husaftaler lavet med udgangspunkt i de unges ønsker og behov.


Der vil med støtte fra personalet blive skabt rammer om madlavning, sund kost og fællesspisning, omfanget aftales med de unge. De unge vil blive støttet i at opretholde en fornuftig sund livsstil, med fokus både på den indre og ydre trivsel.


Der vil være fokus på social færdighedstræning (SFT) og Almindelig Daglig Livsførelse (ADL).

Resultatet af indsatsen er, at de unge oplever en så selvstændig tilværelse som muligt.


På Maglesøhus har vi dygtige og kompetente medarbejdere. Der er bl.a. pædagoger, social- & sundhedsassistenter, psykiatriske sygeplejersker, en aut. psykolog og en psykiater tilknyttet.


Læs mere om, hvordan det er at bo på Maglesøhus her.



unsplash